Brev af 10.2.2007 til AgRo-aktionærer - klik hér

Hit Counter
----------------------------------------------------

AgRo-Invest A/S

 

                      STIFTER  Bent Hulgaard  -  www.AgRo-Invest.dk   20221312@mail-online.dk

 

                      INDLEDNING  Forud for selskabets stiftelse ligger et stort forarbejde forbundet med mange startudgifter.

 

                      Startskuddet faldt en tilfældig dag på en tankstation i Vraa. Jeg mødtes med en bekendt, som fortalte, at han skulle til Rumænien for at købe god og billig landbrugsjord samt at arrangere nødhjælpsarbejde.

                      Det lød så spændende, at vi nødvendigvis måtte have en snak om det. – Det fik vi, og jeg så straks nogle muligheder, der måtte undersøges nærmere. Og et 100 % danskejet selskab kan eje et rumænsk selskab, som kan opkøbe jord og drive landbrug på gunstige vilkår.

                      Rumænien har i årtusinder været kendt som et af Sydeuropas kornkamre, og jordkvaliteten er meget god – Mange steder er der et metertykt muldlag, og det er et godt bevis for, at der uforstyrret har været drevet landbrug i Rumænien i årtusinder.

 

                      KLIMA  Det meget tykkere muldlag, end vi kender fra Danmark skyldes også, at Rumænien i modsætning til Danmark ikke har haft istid – i hvert fald ikke den seneste, som Nordeuropa har oplevet. Isen ødelægger alt, og efter isens tilbagetrækning har vi måttet starte opdyrkningen forfra. I mellemistider har vi haft klimaforhold, der nærmer sig det, vi i dag kender fra troperne.

                      Vi har flere fund, der helt klart og utvetydigt peger i den retning. Øen Fur kan nævnes som et godt eksempel. Her er der en stor forekomst af moler og her kan man finde spor efter tropeklimaet. Diverse fossiler, som gemmer sig i lerlagene – Lerlag, der også er dannet under varmere klimaforhold. Kranieskallen af en million år gammel havskildpadde, der hører til i tropiske have, er fundet forstenet. – Et ganske enestående fund. Vulkanske askelag ses også i moleret. Asken stammer efter alt at dømme fra vulkanske aktiviteter på Færøerne og Island, og man kan tidsbestemme mangt og meget efter disse aflejringslag. Man mener, at det ældste er omkring 55.000.000 år gammelt, og et væld af forstenede planter og dyr fra dengang giver et ganske godt indblik i udviklingshistorien, som man kan få mere indsigt i ved at læse Charles Darwins ”Arternes oprindelse”.

 

                      Vor seneste istid huserede for omkring 25.000 år siden og har måske haft sit tag i vores del af kloden i tusinder af år inden isen igen begyndte at smelte væk. Det er et spørgsmål om jordklodens afstand til solen i sin evindelige kredsen i himmelrummet – og næppe et spørgsmål om frie og bundne CO2 – mængder i atmosfæren.

                      Efter isens tilbagetrækning kunne man igen begynde at dyrke jorden, og der dannes lidt efter lidt igen et muldlag. – Der er næppe nogen tvivl om, at vi stille og roligt er på vej mod den næste istid, som om mange tusinde år vil fordrive enhver tanke om agerbrug i Danmark. Og al snakken om den globale opvarmning på vore breddegrader vil forstumme. En opvarmning, som vi mennesker – selv de der ud i egen indbildning føler sig store og magtfulde - har så uendelig ringe indflydelse på. Vi har set de magre resultater af stort anlagt klimakonferencer, hvor verdens magtelite sætter hinanden stævne for at påvirke klodens klima. – En lille skare hjemløse kunne  måske mødes til et beskedent traktement og opnå lige så ”epokegørende” resultater?

                      Sikkert er det, at menneskenes indflydelse på verdens gang i universet i det store og hele er mikroskopisk, selv om mange gerne vil lade som om, det forholder sig anderledes.

 

                      Vi kan sørge for at begrænse udslippet af sodpartikler ved afbrænding af fossile brændstoffer og sørge for at forbruge mest muligt CO2 ved at plante nye træer til erstatning for de, vi i al griskhed fejlagtigt har fældet. I øvrigt kan mange andre planter hjælpe til med at binde atmosfærens CO2 – indhold. Helt ned til alger, der er bitte små; men når de bare er mange nok, kan de være en værdifuld hjælp til at få et bedre klima – og dermed en bedre verden. – Ikke kun ved at binde CO2; men også ved at producere omega 3 fedt, som er sundt og kan indgå i mange sammenhænge. – Og sådanne tiltag må verdens befolkning gøre en hæderlig og fælles indsats for at få sat i værk!

 

                      Restriktioner og handel med CO2 – kvoter kan i bedste fald kun føre til svindel og korruption.  Det kan i værste fald gå lige så galt, som dengang den katolske magtelite – Altså dem der stod ”Vor Herre” nærmest – opfandt Skærsilden og solgte afladsbreve i Guds navn for at afkorte opholdet i denne helvedes ild – eller grusomhedens fantasifoster. – Det skæppede i kassen i århundreder, og sjælene sprang glade ud af Skærsilden.

                      Hvis man opfinder flere CO2 – kvotesystemer, må man med rette spørge om, hvem skal betale og efter hvilken målestok? – Skal ethvert menneske på jorden have lige ret til at udlede en vis mængde CO2  - Eller skal der allerede fra starten være en forskel, som kun på sigt kan skabe endnu flere problemer.

                      Lad nu verden gå sin gang i fred og ro og i stedet gøre en seriøs indsats for at skabe global fred – Det ville være til glæde for alle – Rige som fattige! – Og CO2 – problematikken kunne måske bedre løses ved at begunstige CO2 – neutrale energikilder.

 

                      RUMÆNIENs kommunisttid  I kommunisttiden blev der etableret enorme landbrug samtidig med at bøndernes traditionelle landbrug brutalt blev ødelagt. Et traditionelt rumænsk landbrug bestod før kommunismens indtog af landsbyfællesskaber med store markområder rundt om. Altså noget i retning af landbrugstraditionen i Danmark før udflytningen, der skete i slutningen af 1700 – tallet. Udflytningen betød, at den enkelte fik råderet over sin egen jord, og det resulterede i et væsentligt højere udbytte, der igen forøgedes af bedre landbrugsteknik. Det at ens eget jord næsten pr. automatik giver et større udbytte end en fælles dyrkning bekræfter, at mennesker i al almindelighed ikke er så sociale, at det gør noget – og dette ganske ofte uden hensyn til deres politiske ståsted i øvrigt. Det ideelle er nok et begrænset fællesskab med individuelt ansvar for enkeltbedrifterne. Hvordan man så finder den helt ideelle balance, vil jeg lade stå hen som et ubesvaret spørgsmål.

                      Det kommunistiske storbrug efter planøkonomiske driftsprincipper gav et væsentlig mindre udbytte end det private havde gjort. Dette på trods af, at det kommunistiske storlandbrug havde mere moderne maskiner til rådighed og enorme pumpestationer til kunstvandingsanlæg – Dog med et brændstofforbrug, der ikke tåler sammenligning med tilsvarende i Vesten. Mange af vores maskiner har et forbrug på under det halve, og i tider med stigende brændstofpriser, er det en betydelig faktor for at nå frem til en god og rentabel drift.

                      Jeg talte med en ældre mand, som med tårer i øjnene fortalte om, hvordan kommunisterne efter afslutningen af 2`den Verdenskrig kom til hans forældre, som boede på en større gård i landbrugsfællesskabet. De tog alt af værdi – ALT blev taget fra dem, og fremover skulle de alle arbejde som en slags slaver eller livegne på det nye store statslandbrug, der blev centralt styret fra Bukarest, der igen fik sine direktiver fra Moskva. De blev sat til at grave enorme kunstvandingskanaler med skovl og trillebør. – Trillebøre med hjulet placeret så langt fremme, at man under hele transporten skulle løfte hele læsset tillige med at man skulle skubbe det fremad – og det var som oftest ad plørede stier. Og efter en lang og hård arbejdsdag blev de bespist med en klat majsgrød. De skulle sove på noget halmstrøelse i gamle utætte bygninger. – Alt var elendigt! Den gode mad og de bløde senge var forbeholdt partieliten.

                      Hele den triste historie udsprang af, at jeg havde været på et museumsbesøg. Det var fortrinsvis et landbrugsmuseum, hvor der var et stort opbud af finurlige landbrugsmaskiner og arbejdsvogne; men jeg savnede de mere spændende vogne – så som en velpolstret gig, kareter eller en landauer til persontransport. Og så fortalte han, at disse køretøjer næsten alle sammen var blevet ødelagt af kommunisterne med den begrundelse, at nu skulle alle være lige – og der skulle arbejdes – arbejdes! – Så den slags luksus blev der ikke mere brug for. – Så derfor var der kun arbejdsvogne i diverse afskygninger at se på museet. – Kommunisttoppen var blevet udstyret med biler og specieltbyggede togvogne. – I den Sydrumænske by Fetesti kunne man i en årrække beskue en specialbygget bil, der kunne køre på togskinner, og den var forsynet med tommetykt panserglas, så partitoppen måtte med rette føle sig i fare, når de skulle til partikongres i Bukarest eller måske Moskva.

 

                      Det at dyrke sin egen jord og arbejde som en slags slave på et statsbrug er så langt fra hinanden, at det selvsagt påvirker udbyttet, der flere steder faldt så meget, at der mange steder blev hungersnødslignende forhold – i Sydeuropas kornkammer – Det traditionelle landbrug giver en balance mellem planteavl og husdyrhold, som stordriften har svært med at hamle op med. Det gælder såmænd også det moderne danske landbrug – Desværre! Enten har man flere hundrede hektar med én enkelt afgrøde – eller man har i tusindvis af kyllinger, høns eller svin – og i det lange løb er det ikke ideelt, og strider ganske enkelt mod naturens orden og sund fornuft!

                      I Rumænien tæt på en af Donaus bifloder besøgte vi en megafarm, der havde huset ikke mindre  end 12.000 geder til kød- og mælkeproduktion. Nu var der flere tusinde hektar med hvede, og de mange huse var kun beboet af en sortbroget so med grise samt par venlige katte.

                      En af kommunisttidens pampere ejede jorden og havde indkøbt 12 store splinternye mejetærskere, som stor under åben himmel. Og EU har betalt mindst halvdelen af købsprisen.

 

                      EGNEDE AREALER - Det findes gode og egnede jordarealer mange steder; men beliggenhed og dermed infrastrukturen er også væsentlig, så mange muligheder skulle besigtiges for at træffe de bedste valg. Vi så blandt andet på nogle store arealer tæt på byen Fetesti. Der blev taget diverse jordprøver, som næsten alle var overraskende gode.

                      I vores søgen fandt vi også arealer, der kunne være velegnede for opstilling af vindmøller, som Rumænien burde have mange flere af for at spare på den dyre og forurenende olie. Rumænien har i relation til vindkraft den fordel, at elnettet er kraftigt overdimensioneret. Det stammer fra en tid, hvor man havde store planer om atomkraft, der skulle kunne føres over store afstande. Nu er det selvfølgelig lige så velegnet til at transportere strøm fra vindenergi.

                      Nu var vi kommet så tæt på Sortehavskysten, at byggeri også kunne være et muligt investeringsobjekt; men det må erkendes, at jordpriserne på byggejord allerede var skruet op i et niveau, der ikke umiddelbart syntes at kunne give seriøse resultater, så her nøjedes vi med at sige tak for synet og en god snak.

                      Sortehavet er imidlertid så attraktivt og spændende et turistmål. Dels er vejret vidunderligt og dels er der med moderne søge- og bjergningsmetoder unikke muligheder for arkæologiinteresserede turister fra hele verden. Her kan man få udvidet sin horisont og viden om  den europæiske civilisation. Middelhavet og ikke mindst Sortehavet, som i tidernes morgen var en ferskvandssø, har formået at bevare genstande fra sunkne skibe så godt, at man 3 – 4000 år senere kan iagttage og studere de mange fund, der giver os et indblik i fortidens levevis.

 

                      En af dagene var vi hos en notar og landbrugsministeriet. Begge steder var man meget interesserede og hjælpsomme med alt i forbindelse med vore planer. Hos notaren var der en del ventetid og vi kom i snak med en rumæner, der havde et stort og godt stykke jord, som han gerne ville sælge til os. Han fortalte om beliggenheden og om, hvor frugtbart det var. Vi spurgte naturligvis også til hans prisforlangende, og det lød alt sammen meget rimeligt. Han foreslog, at vi kunne betale ham halvdelen straks efter besigtigelsen, og så kunne han rentefrit vente med resten indtil alle formaliteterne var i orden. Det lød som et godt tilbud og tillid, for i Rumænien er det skik og brug, at man betaler hele købesummen kontant samtidig med at man får prokura – nogenlunde svarende til en bindende slutseddel.

                      Vi blev færdigekspederet og skulle nu hen at se det jord, han havde til salg. Det lå lidt længere væk fra alfarvej, end han umiddelbart havde givet indtryk af; men langt om længe nåede vi målet. – Stedets bygninger var som de fleste, vi har set – Ikke af den store værdi! – Noget elendigt klamp. Der var livlig aktivitet med at høste nogle grøntsager. Vores kontaktperson viste os rundt, og han fik en god snak med en i bedriften, der kunne ligne en forvalter eller lignende – De talte ganske naturligt rumænsk; men havde ikke taget højde for, at vi i vores selskab havde en sprogkyndig, der forstod rumænsk.

                      Jordsælgeren forklarede forvalteren, at han var ved at sælge jorden til danskerne, som han tilfældigt havde mødt hos notaren. Og prisen var så passende, at der kunne blive en god fortjeneste til både ham, forvalteren og naturligvis den reelle ejer. – Vores rumænskkyndige fik os hurtigt og diskret sat ind i sagens rette sammenhæng. Det var altså en gemen plattenslager, der forsøgte at snøre os. – Vi bad om hans telefonnummer, så vi kunne kontakte ham, når vi havde fået lov til at sove på det ”favorable” tilbud. – Et pænt påskud til at komme videre – Vi ringede ikke til ham – og han var bestemt ikke den eneste plattenslager, vi mødte på turen.

                      Efterhånden havde vi så mange indtryk, priser og jordprøver at holde styr på, at vores tur måtte gå retur til Danmark igen. Jeg analyserede jordprøverne, som alle viste fine resultater – langt over forventning. Det manglede fosfor og nogle micronæringsstoffer, som ikke ville blive noget problem eller nogen større udgift at få tilført jorden. Og med mine planer om biodynamisk svineproduktion, ville fosformangelen hurtigt blive løst, hvis vi ikke fra start ville vælge at bruge kunstgødning for indledningsvis at få et bedre udbytte af planteavlen.

 

                      Professionel RÅDGIVNING - Da vi var velbeholdne hjemme i Danmark igen og havde fået de mange jordprøver analyseret, kontaktede jeg LandbrugsCentret i Skejby for at få mit projekt analyseret af professionelle. – Bent Hulgaard fik en konto hos rådgivningscentret – Der blev udarbejdet analyser og budgetter, så vi kom et stort skridt nærmere et seriøst landbrugsprojekt i Rumænien – og mange tusinde kroner fattigere. Naturligvis skal et rådgivningscenter have betaling for sit arbejde – ingen tvivl om den sag; men når man så afslutningsvis høfligt bliver budt på frokost af chefen, og efterfølgende ser på fakturaen, at der er beregnet betaling for frokost til undertegnede såvel som til centrets medarbejdere, er det som om lidt af høfligheden blegner – ikke mindst fordi tiden til at spise frokosten også var medregnet til fuld timebetaling. Så er det som om, at det måske nok er ved at være lidt for meget af det gode.

 

                      Med et godt projekt og et ditto budget, hvor der var taget højde for attraktive tilskudsordninger fra den rumænske stat og ikke mindst fra EU, der har afsat et meget stort beløb til reetablering af det rumænske landbrug. Rumænien er et land, der mangler meget i at være selvforsynende med mange basale landbrugsprodukter – Og før statslandbrugenes tid havde Rumænien en større eksport af landbrugsvarer – Så der er virkelig noget at komme efter for alle, der vil være med til at få sat gang i produktionen, så det rumænske landbrug igen kan blive produktivt og overskudsgivende. Den rumænske levestandard kan stige med stormskridt, hvis alle parter trækker på samme hammel.

 

                      NØDHJÆLP  Der blev linet op til endnu en tur til Rumænien – og denne gang pr. bil. En Mercedes Sprinter kassevogn blev fyldt op med tøj og andre fornødenheder til de mange rumænere, der mangler både det ene og det andet.

                      Turen gik fint. Det var sidst på året, og efterårsfarverne gjorde naturen meget smuk, og vi havde valgt den smukke vej frem for den hurtigere motorvej. Det gav ikke kun en meget smuk naturoplevelse; men også spændende hotel- og kulturoplevelser. Vi var nået frem til en middelalderlig by i Tjekkiet. Her besluttede vi at spise til aften og indlogere os for natten, men det lykkedes ikke for at finde en eneste, vi kunne tale med, så al kommunikation måtte foregå med tegn og fagter. Det fungerede udmærket, og vi fik noget lækkert mad – Svinekød med dejlige grøntsager og syltetøj som kunne det være hjemmelavet – hvilket det sandsynligvis også var. Svinekødet blev bestilt med et par øf, øf. Tjeneren smilede forstående, og alt var i sin bedste orden, og vi blev fyrsteligt betjent. Efter en god nats søvn og et solidt morgentraktement, gik turen videre mod den rumænske grænse, og her skulle der megen god snak til for at få vores mange gode sager med over grænsen. – Jeg har senere hørt om andre, der har oplevet et flere dages postyr for at få lov til at bringe nødhjælp frem. – Lidt uforståeligt; men sådan er der jo så meget – Livet kan være fyldt af paradokser. Vi nåede næste dag frem til byen Fetesti, der ligger en times kørsel fra Sortehavskysten.

                      Den følgende dag havde vi et møde med nogle af de lokale nødhjælpsmedarbejdere, og jeg var efterfølgende med til at dele ud af de mange dejlige og varme stykker tøj. Mange kom, og blandt dem en dreng på ca. 10 år. Han havde ikke noget overtøj, og den første sne var netop faldet. Vi kunne ikke finde noget, der passede ham; men vi fandt en lækker rød pigejakke med et lunt og vindtæt for, så i mangel på bedre dristede jeg mig til at lade ham prøve jakken. Den passede til ham, som kunne den være skræddersyet – og han blev så glad, at denne oplevelse på det nærmeste var hele turen værd. Vi fandt også nogle lune strømper, et par vanter og en hue. Vi spurgte ham, om hans mor og far også manglede noget. Det gjorde de, og hans mor kom for at få en del tøj. Heriblandt en frakke fra min mor. Hun passede den, som om den kunne være syet til hende og kun hende. Vi kunne ikke forstå hinanden; men hendes smil sagde mere end ord ville formå!

                      Flere drenge kom til for at se, om der kunne blive noget til dem. Vi fik at vide at et par af dem var hjemløse, levede af tiggeri og sov tilfældige steder. Så fornemmer man for alvor, hvad det vil sige at komme fra et bedrestillet samfund. Til dem fandt vi både sko, tøj og tæpper.

                      Efter at have mødt sådan et par gutter, får man endnu mere lyst til at komme i gang med landbrugsbedriften i et land, hvor for mange går sultne i seng.

 

                      Vi var igen ude for at se på egnede arealer til landbrug, og vi fandt endelig noget rigtigt godt, og prisen var også fair, så vi kunne præsentere et godt oplæg for de danske investorer, der havde vist interesse for projektet.

 

                      STIFTELSE  Inden selskabets stiftelse blev der inviteret til endnu en besigtigelsestur, så investorerne kunne få mulighed for at se nærmere på de udvalgte jordarealer. Vi fik en på alle måder vellykket tur, og efter hjemkomsten gik jeg i gang med at stifte selskabet.

                      Da vedtægter, aktionæroverenskomst og øvrige stiftelsesdokumenter var færdige, blev der indkaldt til stiftende generalforsamling – Og der var tegnet en langt større kapital end forventet.

                      Jeg blev valgt til selskabets første formand, og vi gik i gang med at få det rumænske selskab stiftet, så vi måtte tage turen til Rumænien endnu et par gange.

Bestyrelsen var overordnet set sammensat som en bred vifte af kompetencer; men der skulle desværre ikke gå lang tid, før et flertal satte tiltag for egen vinding skyld i højsædet, og for øvrigt udviste mere end dårlig forretningsmoral ved ikke at ville vedstå en skriftligt indgået jordkøbsaftale. – Det var bare for klamt! – En enig bestyrelse havde bemyndiget mig til at forhandle en jordkøbsaftale i hus på nærmere fastlagte vilkår. – Jeg fik aftalen forhandlet i hus på særdeles fine vilkår; men senere mente et flertal anført af selskabets direktør Peder Holst fra Brørup, at man måske kunne handle på bedre vilkår hos andre – og så løb man fra en klar aftale, der var underskrevet af Bent Hulgaard på hele bestyrelsens vegne. – Her fik jeg min første tvivl om, hvorvidt den valgte bestyrelse ville magte at drive rentabelt og socialt afbalanceret landbrug i Rumænien. – Bedre blev det ikke, da en samlet og enig bestyrelse besluttede, at jeg skulle have dækning for alle startudgifterne, som ikke rimeligt skulle bæres alene af selskabets initiativtager og stifter – Bent Hulgaard. – Så vidt og så godt. Kjeld Kudsk fik bare aldrig beløbet betalt – måske fuldt ud bevist, tilskyndet af de herrer Peder Holst, Tommy Hensberg og Morten Lassen, der senere alle har vist, at de er blottet for sans vedrørende selskabets sociale lokalengagement – En mangel, der nok bærer størsteparten af ansvaret for, at driften på ingen måde er tilfredsstillende. – At man så deler smågaver ud til omegnens børn, gør måske ondt værre og virker lidt plat. Det der mangler er et ægte lokalt og socialt engagement til glæde og gavn for alle parter. – Men sådan ønsker flertallet det ikke! – og man må håbe, at Kjeld Kudsk efterfølgende har fået kirkens syndsforladelse for ikke at være ordholden.

Og senere gik samme flertal generalforsamlingen bag ryggen – mandatsvig – og det gik helt galt, fordi samme personkreds havde aktiemajoriteten og dermed et kvalificeret stemmeflertal.

Fra selskabets startide var det min plan, at aktionærkredsen hen ad vejen skulle kunne udvides, så alle med interesse for landbrug og socialt engagement i Rumænien skulle have mulighed for at komme med – selv om de ikke havde millionbeløb at investere i projektet. Men et flertal i AgRo-Invest A/S var sig selv mere end nok og ønskede ikke, at mit initiativ skulle komme flere til gode. I forbindelse med min planlægning og etablering af selskabet, har jeg fået ganske mange henvendelser fra folk, der med stor interesse fulgte udviklingen for selv senere at komme med. – Men sådan skulle det ikke være!

Og mit bestyrelsesarbejde måtte finde en afslutning, da udviklingen for mig at se gik i den gale retning. – Og et flertal på fire bestyrelsesmedlemmer satte det endelige punktum ved en julefrokost, der blev afholdt i selskabets lokaler i Låsby. – Der blev spist og drukket i rigelige mængder, og i en salig brandert besluttede man at flytte selskabets kontor til Tommy Hensbergs adresse, hvor han havde en delvist arbejdsløs bogholder, som selskabet nu kunne komme til at aflønne. Alt selskabets kontorgrej og mere til blev læsset i hr. Hensbergs grisebil og kørt langt ud på landet. Bestyrelsesmedlemmerne Morten Lassen og Kjeld Kudsk assisterede flittigt.

 

NYT SELSKAB - Jeg har efter beslutningen om ikke at udvide aktionærkredsen måttet meddele alle de interesserede, at det nu ikke var en mulighed at komme med i AgRo-Invest A/S; men jeg har lovet at arbejde for at finde en anden løsning – og samtidig udtrådte jeg af bestyrelsen for AgRo-Invest A/S, som jeg ikke mere har tillid til. – Og den følgende drift synes desværre at bekræfte min mangel på tillid. – Man tror, at man kan komme til et land som Rumænien for at drive stordrift efter danske normer – Og det er efter min bedste overbevisning én stor misforståelse; men lad nu fremtiden vise hvis fornemmelse, der rammer bedst? Jeg bruger nu min tid til at trimme en del af mine andre aktiviteter og interessen for at danne et nyt landbrugsselskab i Rumænien er i god behold; men den globale finanskrise har sat en dæmper på aktivitetsniveauet – Det nye selskab kunne passende hedde AgRoDan ApS u/s – og om ønskeligt kan det senere omdannes til et aktieselskab.

Der skal laves vedtægter, anpartshaveroverenskomst o.s.v. med det sigte at drive landbrug m.m. med et fair socialt engagement i Rumænien. – Og for ikke at løbe ind i nye problemer, skal vedtægterne utvetydigt indeholde en form for stemmebegrænsning, så en økonomisk magtfuld lille flok ikke har mulighed for at vedtage noget, der er til gene og skade for det store personlige flertal, der skal have frie udfoldelsesmuligheder. – Det rumænske driftsselskab skal kunne få lov til at få en sund og naturlig udvikling, hvor der skal lægges stor vægt på det sociale engagement med den omkringboende lokalbefolkning, der også skal have mulighed for at engagere sig økonomisk i driften. – Det er muligvis ikke den taktik, der her og nu giver det højeste afkast; men på sigt skal det nok vise sig, at være den bedste måde at drive virksomhed på i et fremmed land, hvor befolkningen har mere brug for en fair samarbejdspartner frem for relativt velhavende og griske udbyttere, der mest af alt tænker på det personlige overskud, de måske slet ikke får - takket være deres fremfærd.

 

FREMTIDSUDSIGTER  Jordpriserne i Danmark har sandsynligvis toppet, og et drastisk fald kan måske være under opsejling? Nye teknikker og tiltag kan vende op og ned på arealkravene. Forbrugernes krav om dyrevelfærd og kvalitet vil spille ind. – Og hvad med landbrugsstøtten? – Europas største socialhjælpsprogram, som i mange tilfælde slet ikke rammer de, der trænger mest. – Pengene bruges ofte til opkøb og forrentning af alt for dyrt landbrugsjord. –Hvornår beslutter EU at harmonisere og nedtrappe denne støtte? – Vi ved det ikke; men givet er det, at det sundeste landbrug etableres der, hvor jordpriserne er rimelige og produktionsmulighederne ligeså – Når den verdensomspændende finanskrise driver over, vil jeg invitere til et orienteringsmøde om de nye muligheder. – Og i mellemtiden er man altid velkommen til at spørge.

Med de rigtige kontakter i Rumænien er det endnu muligt at opkøbe gode og velbeliggende landbrugsarealer til fornuftige priser og i samarbejde med lokalbefolkningen etablere velfungerende og rentable landbrug med såvel planteavl som husdyrhold.

 

LETLAND er også en mulighed, hvis det bliver grebet seriøst og rigtigt an, og lokalbefolkningen får mulighed for at være med. Vi kan lære af deres erfaringer, og vi kan tilføre vores viden og de økonomiske midler, der er nødvendige til bygninger og moderne maskiner. Så er grundlaget for en god og overskudsgivende produktion lagt. – Såvel i Rumænien som i Letland er produktionsomkostningerne væsentligt lavere end i Danmark og de resurser, der spares på den konto, kan passende bruges til bedre, sundere og mere naturligt foder og dyrevelfærd – Så kommer rentabiliteten ganske af sig selv, fordi man kan få en væsentlig højere pris for kød, der kan garanteres fri for væksthormoner, antibiotika m.m. – Tænk godt og grundigt over det, inden du investerer i udenlandsk landbrug!

 

INFORMATION - Vil du vide mere om mulighederne i Rumænien eller Letland? – Så er du meget velkommen til at spørge.

 

Med venlig hilsen         Bent Hulgaard      Tlf. 20221312

                                                 E-mail  20221312@mail-online.dk